Crufts 2007

Kennel Danscan's
mail@danscans.se
0455/972 08
0730/79 14 07

Vores tur til Crufts marts 2007

Vi startede fra Saleboda tirsdag den 6. marts. Afleverede först Sissa og Tina i pension, var hos veterinären og fik alla intyg og formaliteter ordnede, og så videre til Kenneth i Danmark. Her skulle Molly passes, mens vi var i England. Onsdag morgen tidligt körde vi så af sted fra Odense med Mary og Frederik i bilen mod först Dunkerque i Frankrig. Her havde vi booket hotel, så vi kunne starte torsdag morgen friske og udhvilede. Overfarten tog 2 timer, og vi var i Dover torsdag morgen kl. 9 engelsk tid.

Swimbridge - Parsons ursprung

Kursen blev sat mod Swimbridge i Devon, hvor vi havde bestilt en overnatning på pubben "The Jack Russell" – som lå lige overfor kirken, hvor vores races grundlägger Parson John (Jack) Russell havde sit kald. Vel ankommet midt på eftermiddagen fik vi vores värelse, som lå over pubben på 1. sal. Det var rigtig engelsk country-stil, med et lille nydeligt badevärelse til. Hunde var selvfölgelig velkomne, når det var Parson Russells :) På rummet lå et lille häfte, som omhandlede Parson Jack Russell og hans liv, og selvfölgelig også om hundene, som han havde haft.

Besök på kyrkogården

Vi startede sigthseeingen med at gå over på kirkegården. På lågen indtil var et skilt "No dogs"! Så Frederik og Mary måtte pänt vente i bilen. Vi ledte lidt blandt alle gravene, og det opdagede en pän äldre velklädt gentleman, som så spurgte, hvem vi kiggede efter. Da vi sagde "Parson Jack Russell", så han lidt skuffet ud. Han havde håbet, at vi kiggede efter en Sigöjnerkonges grav, som også fandtes der! Vi faldt så i snak, og det viste sig, at han var den, der havde forfattet det lille häfte, som fandtes på rummet om Parson'en og hans hunde. Han viste os vejen til graven, og vi fik taget lidt billeder. For at gläde ham, så kiggede vi også på Sigöjnerkongens grav – for den viste sig at have lidt tilknytning til Parson Russell også – men det er en anden, längere historie :)

Hundpromenad med backar och trevlig tant

Efter besöget på kirkegården gik vi en lang tur med Mary og Frederik i de stejle bakker rundtom byen. Swimbridge ligger i udkanten af det område, som kaldes Exmoor, og min forestilling om, at det drejede sig om en flad hede, som vi kender i Danmark, var helt forkert! Tvärtimod er det mange og stejle gräsklädte bakker, hvor kun får kan klatre rundt! Vi forsögte at fölge en "Public Footpath" men jeg måtte give op i mangel af luft, og fordi jeg var bange for, at jeg ville blive helt stivbenet, når jeg skulle vise hundene på Crufts, som var to dage efter! Mary og Frederik havde jo ingen problemer med at springe rundt der, men vi valgte så at fölge den lille vej, som også gik der i bakkerne. Mens vi gik der, så kom en Landrover körende med en gammel tant i. Vi fik hundene på armen, for der var ikke meget plads på vejen. Da bilen er ud for os, ruller damen vinduet ned og siger "What a lovely couple" om vores hunde. Vi fik sagt tak, og hun körer videre. Bagefter tänkte vi på, hvor det dog var södt gjort, for vi blev jo glade over de ord – og det var typisk engelsk. Mange steder hvor vi gik med hundene, blev vi stoppede af folk, som skulle hilse på dem og höre om racen osv. Så engländerne er i sandhed et hundelskende folkefärd. Et paradoks er dog, at det er utroligt svärt at finde overnatning, hvor hunde er velkomne på rummet :)

Pubafton

Da vi efter en lang gåtur kom tilbage til Pubben, ville vi hvile os lidt inden aftensmaden. Vi havde så den sjove oplevelse, at vores värelse lå over kökkenet, og da personalet gik i gang med forberedelsen af aftensmaden, så var der rigtig musik på og de sang höjlydt til, bl.a. Abba-sange! Vi havde bestilt bord på pubben til aftensmaden, og det var meget godt, for den var velbesögt. Selve restauranten var udsmykket med alskens hundebilleder og billeder af Parson'en himselfe, meget hyggeligt! Maden var god og portionerne kämpestore! Vi havde en rigtig hyggelig aften.

Mot Birmingham i god tid

Näste morgen stod morgenmaden klar i restauranten, og vi fik os en lille snak med värten Paul. Han fortalte bl.a., at der kom folk fra hele verden for at besöge Swimbridge af samme grund som os. Da vi sagde farvel, så fik vi sammen med kvitteringen en lille gave – et porcelänsfingerböl med billede af pubben - og nogle postkort. Rigtigt betänktsomt! Vi havde bestemt at köre tvärs over Exmoor på vejen op mod Birmingham. Vejene var smalle og snoede, og der var mange flotte udsigter ud over landskabet. Vi var dog ved at få lidt sved på panden, for vi skulle have benzin på, og den eneste tank vi fandt igennem Exmoor, den var ikke i funktion! Det gik dog, så vi kunne fortsätte uden nerver på ad motorvejen op mod Midlands! Vi körte först til Coventry, for at finde ud af, hvad tid togene körte til NEC (udstillingshallerne) näste dag, som var lördag, og vores udstillingsdag, og hvor man kunne parkere bilen imens. Som vores danske hundevenner ved, så vil vi gerne väre i god tid og have alt under kontrol :)

Middag hos Gladys och Douglas

Derefter fortsatte vi til vores B & B, som ligger et lille stykke fra Coventry. Her blev vi modtaget af vores värtinde, Wendy, og fik et dejligt värelse med skönt baderum og udsigt over haven. Vi havde boet der sidste år også, så vi blev budt velkomne som gamle venner :) Hundene er velkomne på rummet, og i gangafstand fra huset, ligger der en countrypark, hvor man kan give hundene en dejlig gåtur. Det fik vi heldigvis også tid til. Om aftenen var vi inviteret på middag af Marys pappas uppfödere fra Kennel Muhlross, Gladys og Douglas Philp, og det glädede vi os til. Vi skulle godt nok köre ca. 60 km, for at komme til deres hotel, men det gjorde vi gerne. Vi havde hundene med i bilen, det var ingen problem, for det var ikke koldt i England, tvärtimod var vejret rigtigt dejligt og forårsagtigt. Vi mödtes med vores värtspar i baren til restauranten, og det viste sig, at der også var indbudt andre Crufts deltagere, nemlig Anja fra Finland, som ikke skulle udstille selv, men kigge på, og Maria fra USA, som skulle handle nogle af Kennel Mindlens hunde. Vi havde en virkelig sjov og hyggelig aften, som selvfölgelig mest kom til at handle om morgendagens udstilling og om hundene, som jo er en fälles interesse. En stor tak til Gladys og Douglas for en dejlig aften! Det blev nok lidt for sent, for vi skulle også köre hele vejen hjem til vores logi, men pyt – det gik jo alligevel!

Mot utställningen

På selve udstillingsdagen skulle vi tidligt op. Wendy havde dejlig morgenmad parat til os, og hun önskede os held og lykke, da vi drog af – fulde af forventning. Selve togrejsen varede bare omkring 15 min. Og både Mary og Frederik er rejsevante, så de körte med toget uden problemer! Der var mange, som skulle snakke med dem i toget, så tiden gik hurtigt. Toget holder helt inde i hallerne, og vi skulle bare en trappe ned, så var vi ved indgangen til vores hal. Efter at have fundet vores pladser og sat teltburene op til hundene, fik vi hilst på mange bekendte. Gladys havde holdt pladser til os ved ringsiden, så det var perfekt.

Många deltagare

I år var der 146 entries (i England kan en hund deltage i flere klasser), rekord for racen på Crufts! Domar var Roger Bigland, som selv er terriermand og opdrätter af bl.a. Parsons, sammen med sin kone Linda. Så det må jo klart väre en race-specialist, som dömte hundene denne dag! Han var meget omhyggelig, og alle hundene fik samme gennemgang og behandling. Som regel blev der placeret 5 hunde i hver klasse. Nummer 1-3 fik roset, diplom og en kritik, og bliver kvalificeret til näste års Cruft, 4-5 fik kun diplom. Ingen andre hunde får kritik end de tre förstplacerede, og hvis ens hund ikke bliver placeret der, så ved man altså ikke, hvad dommeren har syntes om den. Man får heller ikke kritikken med hjem. Den bliver offentliggjort i et blad senere. Roger Bigland indtalte kritikken på bånd, mens hundene stod linet op foran ham.

Frederik i ringen

Der startedes med Veteran Dog, og her var Sissas pappa (og derfor Marys og Tinas morfar) CH Alne Artic Fox med. Han blev vist af Kate Smith (tidligere Allen), som er en meget dygtig handler. Han var virkelig i fin form og så rigtig godt ud. Til vores store gläde blev han vinder af klassen! Vi fulgte spändt med i alle klasserne, indtil Open Dog, hvor vores Frederik skulle deltage. Der var mange fine hunde med, for her skulle alle champions deltage også (i England findes ingen specielle champion-klasser). Der var tilmeldt 23 entries, men to manglede. Frederik gjorde det rigtig godt i ringen, og jeg var stolt af ham, men han fik ingen placering. Det gjorde derimod hans pappa – CH Rednock Shaggy – som fik en placering som nummer 4! Tillykke til Heidi og Senne, det var rigtig flot! Gladys havde som sädvanlig medbragt lunch, som hun böd på. De er altså rigtig gästfrie, de skotter!

Mary i ringen

Min appetit var nu ikke så stor, for Mary skulle i ringen i klassen Yearling Bitch. Her skulle Gladys også deltage med sin täve, Muhlross Miss Marples. I ringen står man ikke i nogen nummerorden, man skal bare stille sig op. Jeg valgte så at gå först, for Mary er dygtig til at stå fint på bordet nästen med det samme, og så var det hurtigere overstået! Hun viste sig virkelig godt, og jeg var meget stolt af hende også. Da dommeren skulle placere täverne, pegede han på os som nummer tre, og mit hjerte flöj helt op i halsen! Hold fast, hvor blev jeg glad! Det er sådan en placering, som man bare havde drömt om, og nu gik det så i opfyldelse at få en roset, hvor der stod printet Crufts på :) Og isär at det skulle blive Mary, som fik den, det er virkelig helt specielt og skönt. Det bekräftede mig i min egen mening om, at hun er en udpräget engelsk type, ja, kanske lidt höj efter standarden, men med gode proportioner og altså - meget racetypisk i England. Hun får jo også sine bedste bedömninger af engelske/irske dommere, nå ja, og en enkelt norsk dommer også :). Gladys blev nummer 4 med sin Miss Marples. Da jeg kom ud af ringen med Mary, kom flere hen og lykönskede os, det var rigtig dejligt. Mary havde fået nogle beundrere blandt tilskuerne, som var blevet for at se hende i ringen – deriblandt en engelsk dame, som var faldet for hende, mens vi ventede, og som syntes det var jätteroligt – hun hed også Mary! Min appetit kom tilbage, og jeg fik lidt mere lunch!

Shopping på Crufts

Da Parsons var färdig i ringen og vinderen var fundet, nemlig Mindlen Badger – som også blev engelsk champion den dag, så gik vi lidt rundt i hallerne og kiggede på alle butikkerne. Det er helt utroligt, hvad der kan köbes på Crufts til hunde! Jeg handlede lidt presenter, og jeg havde også handlet lidt i Den Engelske Parsonklubs egen stand. På vejen dertil hilste jeg på Sheila Atter, som ventede på at skulle i ringen med sine Cesky Terriere. Hun skulle vide, hvordan det var gået, og hun blev glad på vores vegne, da jeg fortalte om Marys placering. Det var hende, som fortalte mig, at Mary så automatisk var kvalificeret til näste års Crufts. Det er godt at vide!

Frederik smutsade ner en Cesky

Apropos Ceskys, så havde jeg lidt af en oplevelse med sådan én! Man kunne ikke gå ud af hallerne for at lufte hundene, så der var lavet specielle områder med snor omkring. De var fyldt med savsmuld, og her skulle hundene luftes. Jeg gik derhen med Frederik, og han skulle som sädvanlig rigtig sparke bagud, når han er på fremmed mark, og jeg havde ikke bemärket, at en ung dame havde opstillet sin Cesky lige udenfor. Den blev derfor helt overdänget af savsmuld, og da den så ud til lige at väre blevet ordnet, var hun ikke särlig glad over det. Jeg fik sagt "Sorry", og skyndte mig derfra i en fart! Jeg håber, at hun fik den pän igen, inden hun skulle i ringen :)

Avslutning på Crufts

Der var rigtig mange kendte ansigter på Crufts i år. Bl.a. fra Danmark var Anne kommet med Vips, og Heidi og Senne var også på plads med både Shaggy og Sally, som også fik en 4:a placering i Open Bitch. Lena og Kari-Anne fra Norge sås blandt tilskuere, ligesom Trumpfields-erne også var der igen i år. Der var deltagere blandt parsons fra mange andre lande, og vi fik gjort lidt reklame for Verdensudstillingen i Sverige i 2008, og der var rigtig mange, som var interesserede, fordi der var 3 udstillinger på 4 dage. Nogle havde endda allerede bestilt boende. Så sidst på eftermiddagen var vi blevet trätte og blev enige om at köre tilbage. Vi havde bestilt bord på den lokale pub i närheden af vores B & B, som vi også havde besögt sidste år. Så efter at have luftet hundene, körte vi derhen og fik en rigtig god middag med hver sin store fadöl til!

Firade på hotellet

Da vi ankom til B & B, blev vi modtaget af Wendy, som blev himmelhenrykt over, at en af vores hunde havde fået en placering. På rummet faldt vi om på sengen og lå og så TV med reportage fra Crufts og BIS-showet. Pludselig bankede det på dören, og ind kom Wendy med en flaske kölig Rosé-vin og lidt chokolade. Hun syntes, det skulle fejres, for hun var så stolt af os, sagde hun! Så det var skönt at ligge der i sengen med södt sovende hunde og se Crufts på TV, mens vi drak dejlig kölig Rosévin - en passende afslutning på en minderig dag, som vi altid vil huske :)